Bodichitta

Pema Chödron fortæller om sin første lektion i Bodi Chitta:
”Som lille pige gik jeg en dag og sparkede til hvad jeg mødte – i surhed og vrede, da en gammel kvinde, som sad i solen, sagde til mig :
”Lille pige, lad ikke livet forhærde dit hjerte”.

Vi kan lade livets omstændigheder forhærde os, blive irritable, sure, bange, eller vi kan lade dem gøre os bløde og venligere og mere åbne over for det, vi frygter eller ikke forstår. Vi har altid dette valg.
Hvad er bodichitta? Det er lettere at forstå end at definere. Så du må finde din egen vej med meningen med dette i dit liv.
Men Chitta betyder sind eller hjerte eller holdning.
Bodi betyder vågen, oplyst, fuldstændig åben.

Det er kun bodichitta, der kan transformere det hårdeste i et hjerte og det mest fordomsfulde og frygtfulde i et sind.
Vi kan kalde bodichittas fuldstændig åbne hjerte eller sind for ”den bløde plet”, et sted så sårbart og ømt som et åbent sår.
Det kan sættes lig med evnen til at elske. Selv den mest grusomme har dette sted.
Enhver elsker noget, om så det blot er pizza.
Bodichitta er også lig med medfølelse – vores evne til at føle den smerte, vi deler med andre. Uden at bemærke det, forskanser vi os hele tiden mod denne smerte, fordi den skræmmer os.
Vi bygger beskyttende mure af meninger, fordomme, kategorier om hvordan vi selv er, hvordan en anden er, hvordan verden er, strategier, barrierer, bygget af dyb frygt for at blive såret. Disse mure forstærkes yderligere af følelser som vrede, begær, ligegyldighed, jalousi og misundelse og arrogance og stolthed.
To slags mure : dem mod verden eller andre personer, som lukkes ude – eller vi lukkes udefra. Og dem vi murer vore egne smertelige erfaringer inde med.
Og murene kan bestå af kategorier, meninger og de kan bestå af vaner for hvordan vi reagerer og behandler os selv og andre. Disse mure sidder i sindet og kroppen på os, som umiddelbare reaktionsmønstre.

Men heldigvis for os er vores bløde plet – vores medfødte evne til at elske og drage omsorg – som et hul igennem, som et brud i de mure vi sætter op. Den er en naturlig åbning i de barrierer vi skaber, når vi bliver bange. Med træning kan vi lære at finde disse åbninger, og vi kan hver dag lære at mærke når de stoppes til, og åbne dem igen.
Vi kan gribe det sårbare øjeblik – af kærlighed, af taknemmelighed, ensomhed, forvirring, knibe, ubehag – til at vække bodichitta.

En analogi for bodichitta er det ”rå”, blodige, sårede hjerte -.

Somme tider avler såretheden angst og panik, sommetider vrede, surhed og anklager, sommetider selvmedlidenhed og offerfølelser. Men nedenunder rustningen er der en ømhed i den ægte tristhed. Det er vores link til alle dem, der har elsket. Dette ægte sorgfulde hjerte kan lære os medfølelse.
Det kan gøre os ydmyge, når vi er arrogante og blødgøre os, når vi er uvenlige. Når vi forsøger at være ligeglade – når vi ”sover” – gør os upåvirkelige. Selv når vi er mest ”låst”, er vi ikke adskilt fra dette oplyste sted. Selv os almindelige har denne oplyste bodichitta. Det er vores sande natur. Selv når vores neuroser, komplekser, gamle mønstre, føles mere basale, når vi er nede og forvirrede, så er bodichitta der, som åben himmel er der – bag ved skyerne.
Den største skade kommer fra vores eget aggressive sind, vendt mod os selv.
Ved træning – som sande krigere – kan vi afdække det bløde sted – bodichitta.
Spørgsmålet for den, der træner, er ikke : hvordan undgår jeg uvished og frygt, men hvordan forholdet jeg mig til ubehag. Hvordan praktisere med vanskelighederne, med det uforudsigelige.
Alt for ofte agerer vi som fugleunger, der ikke tør forlade reden, men sidder på kanten og venter på mor, på mad, på redning.

Vi kunne forlade reden.
Spørgsmålet er : Foretrækker jeg at vokse og forholde mig direkte til livet eller vælger jeg at leve og dø i frygt?

 

FacebookTwitterGoogle+Del