Grundstrukturen i alle spirituelle veje

Grundstrukturen i alle spirituelle veje er den samme: Tilbagetrækningen af en dominerende jeg-aktivitet, så det væsentlige kan dukke op. Det handler om at erfare dette – ikke om at vide.
Dette erfaringsplan overstiger alle konfessioner og det spiller ingen rolle, hvilken baggrund eller hvilket trossystem den enkelte kommer fra. Dette plan handler om alle formers urgrund. Dette plan er ordløst.

Kakua, den første japaner der besøgte et kinesisk kloster, kom hjem til kejseren af Japan. Kejseren spurgte, hvad han havde oplevet. Kakua tog sin fløjte frem og blæste en kort tone, bukkede høfligt og gik. Han havde således vist kernen i zen – eller i enhver spiritualitet.
Det gamle sanskrit-ord Dhyana betyder åndens samling og fordybelse. Fordybelse ophæver på et dybere plan al skelnen mellem jeg og du, mellem subjekt og objekt, mellem sand eller falsk.

Sammenfatning: Det ligger uden for alle ortodokse læresystemer og hellige skrifter. Det peger umiddelbart og direkte på det menneskelige hjerte. Det handler om at se – skue – dit eget væsen.
Som da Buddha skulle formidle til menneskemængden og han gjorde ét: Tavst holdt han en blomst op i luften.
Det er en erfaring – ikke en lære – hverken buddhistisk, kristen eller… Den kender hverken til fremtid eller fortid. Den er ren tilstedeværelse, uden skelnen – jo flere tanker og ord des fjernere fra virkeligheden.

Tøm dig for tanker. Bring klarhed og åbenhed i stedet. Det er ikke former (f.eks. ord), der kommunikerer med hinanden, men al værens urgrund. Den indebærer en altforbindende erfaring af enhed, der vækker en universel vel-vilje og kærlighed. Kærlighed er virkelighedens grundstruktur. Alene dette udsagn er billede og sammenligning – også det er en analogi for det, der er virkeligt, og i sidste ende mere ulig virkeligheden en lig den.

Det første gennembrud til spiritualiteten udtrykkes ofte gennem udsagn som: ”Jeg følte mig ét med noget større”. ”Jeg kunne omfavne hele verden. Mordere og terrorister inkluderet. Der er ikke noget ”jeg elsker dig” eller ”du elsker mig” men en eksistentiel erfaring af enhed, der fører frem til en absolut medfølelse og en grænseløs kærlighed”.

Den næste og egentlige erfaring hvor du bryder ud fra den rationelle og personlige indhegning, hvor en overskridelse af den normale verdensforståelse finder sted. Dualiteten ophæves.

FacebookTwitterGoogle+Del