At være i stedet for at have.

At skulle besidde eller have tingene bliver ofte til en afhængighed, i stedet for det at leve, at være. Vi er nødt til at have tag over hovedet , have redskaber og teknik i et vist omfang for at fungere, men vi kan skelne imellem værens-orienteret og en besiddelses-orienteret haven. I virkelighed er det sådan, at selve det at ville eje, have og dermed orientere sit liv imod materielle ting, kan forhindre et liv i sundhed.
Hvor det man besidder ikke længere er et middel til livskvalitet og egen livsudfoldelse, men mere tjener til passiv-modtagende konsum, prestige eller besiddelse, forhindres en egentlig væren. I stedet for befrielse bliver denne “haven” til en last.
Som det skete for kejser Midas i den græske myte. Alt hvad han rørte ved blev til guld. Derfor måtte han dø, da han jo ikke kunne spise guld.
Men guld og penge er kun det symbolske udtryk for det at ville have. Alt kan blive til eller tages i besiddelse, når et menneske orienterer sin indstilling imod begæret : ære, anseelse, anerkendelse, sundhed, skønhed, erindringer, begreber, sågar overbevisninger, værdier, meninger.
“Stjernen, den begærer man ikke
Man glæder sig over dens pragt
Og med henrykkelse ser man op
I hver en varm nat” 

Goethe-citatet fortæller om at åbne sig helt for at være, uden at ville besidde hvad der opleves.
Den kan kun virkeliggøres, når man så at sige betror sig sine egne oplevelser, giver rum til egne følelser og behov. Ikke for at virkeliggøre dem, men for at forvandle sine egne oplevelser.
Ved at acceptere dem, kan de forvandles – ikke ændres.

FacebookTwitterGoogle+Del