Centrale modeller

Grundbegreber – modeller

Ydre sansning – se, lægge mærke

Årvågen opmærksomhed gennem vores sanser

Dybere sansning – til indre frihed. ”sjæl”/potentiale, hvad der vil udfolde sig – (der er noget der ikke stemmer, noget der vil noget mere)

Et perspektiv på tilværelsen hinsides jeg´et

Åbne – hvad åbner? : mødet med f.eks. digte, musik, kunst, mødet med den anden, naturen

– hvad lukker (lukkede i sin tid)? Smerten, afvisningen, ligegyldigheden, vanen

Fra løs leg til arbejde med form – hvorved du udtrykker dig

Udtrykke – hvornår er udryk vildveje?, hvornår er det en essens, en manifestation, hvornår er det frigørende leg? hvornår skal de fastholdes? hvornår er det proces?

Åndedrættet: Udveksling med verden

Kroppen – stedet for både sår/lukninger og åbninger

Hjertets forfinelse – uden hjertets ubetingede kærlighed kan bevidstheden intet

I stedet opleve sig som en del af universet (verden, naturen, villigheden og evnen til at se og blive set).

I stedet for: Alene bag murene – lukke sig inde, lukke de andre/verden ude.

 

Arbejdsmodeller : LIVsdimensioner

1) HVERDAGSERFARING OG –TALE

Hverdagssprog og orienteringsviden

Afprøve og udvide handlerepertoire

Automatisere modeller/måder og rekognoscere (udspionere) i alternativer

Samarbejde og konkurrence efter forspring i ydelser

Afprøve i komplekse hverdagssituationer

FORMÅL : ERHVERVE HANDLEKOMPETENCER TIL HVERDAGSPAKSIS

 

2) ÆSTETISK ERFARING OG DANNELSE

Tingene – livet –  er ikke kun som det ser ud, men det er, hvad det kan blive til – at se med et andet blik, at lytte med andre ører

At lege med bevægelsen, formen, farven, ordene, sangen, tonerne, forestillingen

At skabe små værker i dagligdagen

Det er oplevelsen af intensiteten og nærværet

Kunstneriske udtryk og traditioner

At træde frem – performe – i det små og store

FORMÅL : UDVIDE OPLEVELSEN OG DENS SPILLERUM

 

3) DYBERE ERFARING OG BESINDELSE (SPIRITUALITET)

Være opmærksom, forundrende.

Opleve langsomt og i ro, mage (gøre sig umage)

Vælge flertydige og paradokse udsagn

Tavshed – tien

Lad spørgsmål være åbne

Gribe dialogisk udvidelse af modsætninger

Fælles symbolsk handlinger og ritualer

Besindelse – spørgen efter dybere mening v.hj.a. forskellige traditioner

FORMÅL : BÆRE UVISHED OG MODSÆTNINGER, OPNÅ DYBDE

4)VIDENSKABELIG ERFARING OG FORMULERING – undlades her

 

Fænomenologi – eksistens

 Ingen af os kommer i praksis nærmere til virkeligheden end i oplevelsen af den.

Fænomenologi betyder bestræbelsen på at sanse hvad der er, uden at lade sig forstyrre af, hvad der burde være.

Eksistentialisme betyder at forholde sig til hvad der er, uden at lade sig forstyrre af, hvad der burde være.

Den fænomenologisk-eksistentielle samtale baserer sig på den umiddelbare iagttagelse og beskrivelse af, hvad der sker (processen) i relationen – i kontaktfladen, og viser den hjælpsøgende hen til de valg, han eller hun må foretage for selv at bidrage til at nå sine mål.

Den fænomenologiske undersøgelse – sammen med den hjælpsøgende – af hans/hendes oplevelse af sin situation både mere kontaktfuld, mindre anstrengende for begge parter og mere jævnbyrdig.

Den fænomenologisk-æstetiske samtale baserer sig på sanserne og sanseerfaringen. Det æstetiske betyder ”det skønne” i betydningen noget mere end sansningen. Det, der har betydning. Det er når vi forholder os udvidet til verden. Skønhed består altså ikke i harmoni og lignende, men i mer-betydning. Hvis et værk vækker følelsen af noget ”mere”, der taler til én, men som man ikke kan begribe, er det anledning til en æstetisk erfaring.. Erfaringer gør en væsentlig forskel i et menneskes tilværelse, hvad oplevelser ikke gør.

Dialogen:

1) Hvordan den hjælpsøgende synes livet er – herunder den hjælpsøgendes typiske mønstre – v.hj.a. dennes forskellige udtryk

2) Hvordan hun/han ønsker at det skal blive – v.hj.a. de forskellige udtryk.

Det sker ved at den hjælpsøgende udtrykker sig med sine mulige modaliteter, og at udtrykket

Indgår i en dialog, en leg, hvor dets forskellige dele og dets helhed finder betydning og bevægelse.

3) Hvad han/hun frygter i forbindelse med det ønske (herunder motivation)

4) Og Hvad han/hun selv kan og vil gøre for at bidrage til, at det bliver sådan.

Vi går altså langt ud over dagligtale og refleksion til en kontakt med det ubevidste. 

4 principper for transformation

Anerkendelse, accept, undersøgelse og ikke-identificering.

1) Anerkendelse er det første princip.

Når vi sidder fast, må vi begynde med villigheden til at se det i øjnene.

Som når nogen spørger os venligt : ”Hej hvad har du gang i?” – hvad sker der i virkeligheden? Svarer vi hurtigt : ”Ikke noget” Eller holder vi en pause og anerkender virkeligheden i vores oplevelser, her og nu?

Med anerkendelse tager vi skridtet ud af benægtelsen. Benægtelsen undergraver vores frihed. Som diabetikeren der benægter sin sygdom. Eller som den stress-ramte leder, der benægter omkostningerne ved hendes livsstil eller den selv-kritiske maler, der benægter kærligheden til at male. Eller samfundet der benægter sin fattigdom og uretfærdighed – det har også mistet en del af sin frihed.

Hvis vi benægter utilfredsheden, vores vrede, smerte, ambitioner, vil vi lide. Hvis vi benægter vores værdier, vores længsler eller vores godhed vil vi lide.

Der sker en magtfuld åbning når vi ærligt anerkender hvad der er. Det sker når et menneske lytter, undrer sig, spørger uden at sidde fast. Når slev-centreringen og aggressionen bliver til ro og konstatering åbner himlen sig.

Vi åbner os for vores oplevelse :”Åh, sorg, åh smerte, og nu ophidselse, og nu fordømmelse…” Vores opmærksomhed åbnes… Anerkendelsen bevæger os fra ikke at ville mærke og opgiven til frihed. Ved at begynde at se.

2) Accept er det næste princip. Det tillader os at slappe af  og åbne for fact, for virkeligheden. Det er afgørende for med anerkendelsen kan der komme en subtil afvisning, modstand, et ønske om at det ikke var sådan. Accept betyder ikke at vi ikke kan forbedre tilstanden. Tværtimod. Men lige nu, er det sådan.

Accept er ikke passiv. Det er et modigt skridt in transformationsprocessen.

Accept er en villig bevægelse i hjertet, henimod at inkludere hvad som helst der ligger foran os: ”Nå, også det”. Som mennesker må vi starte med virkeligheden i vores lidelse, smerte.

3) Undersøgelse er det tredje princip. Med Thich Nhat Hanh : ”At se dybt”. Med anerkendelsen og accepten anerkender vi dilemmaerne og accepterer sandheden i hele situationen. Så må vi undersøge den mere fyldigt. Når vi sidder fast, er det fordi vi ikke har set dybt nok ind i oplevelserne.

Når vi undersøger, fokuserer vi på fire kritiske områder i oplevelserne: Krop, følelse, sind og det bagvedliggende. Det er de 4 grundlag i nærværstræning.

Se først hvad der sker i din krop. Kan vi lokaliserer hvor vanskelighederne holdes Sommetider finder vi varme temperaturer, sammentrækninger, hårdheder eller vibrationer. Sommetider finder vi banken, pulseren, følelsesløshed, en vis form eller farve. Hvordan møder vi dette område? Med modstand eller nærvær. Hvordan får det kroppen til at bevæge sig i rum, i forhold til andre mennesker. Tæthed, afstand, fysisk og i forhold til andre mennesker? I rum, hvor placerer kroppen sig? Hvad sker der hvis vi holder sidde sansninger med nærvær? Åbner de sig? Er der andre lag? Er der et centrum? Bliver de mere intense? Bevæger sig, ekspanderer, gentager, opløses, ændres?

Derefter undersøger vi hvilken rolle følelserne spiller i vanskelighederne. Hvordan er den primære følelsestone ? Behagelig, ubehagelig eller neutral? Hvordan møder jeg denne tone? Med Nærvær? Og med hvad associerer du den næste følelse? Ofte opdager vi konstellationer af følelser? F.eks. fra en skilsmisse: vrede, jalousi, tab, frygt og ensomhed. Anerkend og accepter hver følelse med nærvær. Vi undersøger om det er behageligt eller smertefuldt, sammentrækkende eller afslappet, spændt eller trist. Vi undersøger om vi føler med kroppen og hvad der sker når vi holder følelserne med opmærksomhed.

Dernæst ser vi ind i bevidstheden og spørger hvilke tanker og billeder der er associeret med vanskeligheden? Vi bliver opmærksom på alle historierne, dommene over os selv og andre og de overbevisninger vi har. Når vi ser dybere, opdager vi ofte at nogle af dem er ensidige, fikserede synspunkter, eller gamle vanemæssige perspektiver. Vi ser måske at de mest er gamle historier. Med nærvær prøver vi at løsne forholdet til dem. Vi behøver ikke at klynge os til dem.

Grundlæggende forhold. Foranderlighed. Hvilke elementer og mønstre udgøres af oplevelserne? Hvordan kommer og går de? Hvordan holder vi fast i dem? Genskaber dem? Lader dem forsvinde? Hvad gør de ved dit sind – udvider eller lukker de? Er de under din kontrol eller synes de at have et liv for sig selv? Klynger du dig til dem, tager afstand eller kan du lade dem være? Er de kilde til lidelse eller lykke? Og til sidst undersøger vi hvor meget vi identificerer os med dem?

4) Ikke-identificering er det fjerde princip. Vi holder op med at sige om oplevelsen at det er ”mig” eller ”min”. Vi ser hvordan identifikationen skaber afhængighed, angst og gør os uautentiske. Ved at praktisere ikke-identificering. Vi undersøger hver eneste tilstand, oplevelse og historie ”Er det virkelig mig?”. Vi ser det foreløbige i tilstanden. Så er vi måske klar til at give slip og hvile i opmærksomhed. Det er kulminationen, men det tager tid og stor undersøgelse. Af alle aspekter. 

Væren

Hvor du mærker, at din sjæl finder ro og ikke lider skade, slå dig ned.”

1.TRIN.

Når noget eller nogen giver dig indre ro, er der noget, der passer til dig, stemmer overens. Det modsatte er følelsen af at skulle gøre noget mere, noget andet (jag, ophidselse) – uanset hvor logisk eller smukt det synes. Sindsro hviler ikke på tanker men på hjertet. En tanke er ikke generel god eller dårlig, dens kvalitet afhænger af den konkrete virkning den har på et menneske.

En indre tilstand af tilfredshed og vished, der hverken bekymrer sig om i går eller i morgen eller om egen succes eller materiel besiddelse.

Hvert menneske må afprøve hvad der er godt for ham eller hende.

Når du mister sindsroen, handler du i affekt eller grænseløst – dvs. du går ud over egne grænser eller lader andre bestemme.

Sindsro er forudsætningen for opmærksomheden – for at “det andet” drister sig til at komme nær og for at få øje på det sarte og flygtige. Sjælen må være i ro.

Omsorg og omhu er vigtig – som modsætning til opsyn og overvågning.

2.TRIN.

At være tilstede – og vide af sommerfuglen, valmuen, det menneske , du sidder overfor, mens det sker.

I din krop og dit åndedræt, i dit hjerte og sansning.

I bevidsthed om strømmen af begivenheder i dig samtidig.

At du  ser ind i din egen vågenhed, din egen åbenhed og modtagelighed.

Når bevidstheden også ved af sig selv – den bevidsthed, der er forskellig fra både sit indhold og sin åbenhed.

Hjertet er vågent og husker sig selv.

Jegets perspektiv. Jeget er:

Konstant i aktivitet. Vurderende (siger hele tiden ja eller nej til  bevidsthedens indhold- en overlevelsesstrategi). Fokuseret. Sprogligt

Jeget er identificeret med bevidsthedens indhold

Sanseindtryk, tanker, emotioner, associationer, billeder, historien, egen biografi, og forestillinger om fremtiden

Jeget er baseret på dualitet: Vi er spaltet i to: den der oplever og den der opleves.

JEG´ ET ser sig som adskilt fra den anden

Jeg ´et forudsætter grænser

Jeg´et ser sig som centrum og idealet er at være ”herre i eget hus”

Et udvidet perspektiv ser sig som ét med helheden.

Som når man ser jorden fra rummet.

Derfra ses ingen grænser

Følelse af samhørighed

Hvor den ene hånd naturligt kommer den anden til hjælp

Jeg´et er relativeret/underordnet

FacebookTwitterGoogle+Del