Ændringens paradoks – at være der hvor du er

Ændringens paradoks

Et menneske vokser kun i den slags forhold, hvor han eller hun føler sig fundamentalt accepteret som han eller hun er. Her tænkes på psykisk og åndelig vækst.
Et mennesket forandrer sig – ikke, når det forsøger at blive dét, som det ikke er, men når det bliver dét, som det er.Det er paradoksalt hvor vigtigt det er at blive accepteret som den, man er, af dén, der ønsker at medvirke til at man forandrer sig. Hvis atmosfæren er ikke-accepterende eller med trusler om tab af accept, værdighed eller kærlighed, kan der godt ske ændringer, men ikke vækst. Der kan godt trækkes grænser og etableres konsekvenser af handlinger på en naturlig måde, men trusler om tab medfører kun overfladiske ændringer. Uden tryghed ved den andens grundlæggende accept af én selv som menneske – dét, man ér – kan man aldrig få lyst til at ændre adfærd (det, man gør). At ændre sig af frygt er at bibeholde et falsk selv.
Det gælder også på det indre plan : Så længe man forsøger at “forbedre” sig, uden at man har en grundlæggende accept af sig selv som person, vil man opdage, hvordan forsøgene hele tiden saboteres af en indre protest. Det er den principielt set sunde protest mod at skulle fortjene sin eksistensberettigelse gennem præstationer – skulle betale for sin kærlighed. Den indre krig slutter først når man bliver den, man er, i betydningen: tager sin natur alvorligt uden at fordømme den. Og først da bliver en ægte forvandling mulig. (Bent Falk : Om at være der hvor man er)

FacebookTwitterGoogle+Del