Supervisionsmodel

At spørge er at lytte
At lytte er at spørge
Med og uden ord.
Med nænsomhed, der virker
Når jeg i det følgende taler om faser i en samtale, kunne jeg ligeså godt tale om lag eller områder, forstået på den måde at der ikke er tale om en lineær rækkefølge, men en vekselvirkning imellem forskellige lag og niveauer, som dog typisk har en vis rækkefølge.


1. Kontakt bliver derfor et nøglebegreb. For begge parter.

Hvad er det supervisanden er i kontakt med eller ønsker eller er ambivalent over for at komme i kontakt med, i sig selv? Spørgsmålene kan være : Hvad plager dig? Hvad er vanskeligt? Din værste tanke eller følelse? Mindre dramatisk : hvad er du optaget af?

At komme i kontakt med noget vigtigt kan være glædeligt, men det kan også være smertefuldt. Så en stor del af processen kan være selve det at nærme sig noget vigtigt.
Det er i hvert fald et afgørende punkt: Hvordan nærmer supervisanden sig det centrale?
Hvad kommer i forgrund, i baggrund? Hvordan skifter det?
Første del af samtalen er at begge parter etablerer kontakten indad og at supervisor udstråler ønsket om at give plads for supervisandens kontakt med sig selv.
Hele samtalen kan ses som en fælles krystallisationsproces omkring supervisanden. Krystallerne kan være lukket inde i skaller af almindeligheder, eller af stærke følelser.
Det er supervisanden, der bestemmer om skallerne skal lukkes op.
Det er supervisor, der giver plads og viser, at det er o.k. at linde på låget eller lukke helt op.
Selve måden at nærme sig og tale om det vigtige er en del af materialet.
Hvis supervisanden “snakker”, siges det, hvis det er nødvendigt. Det “at snakke” er måske en vigtig del af supervisandens problematik. Så lad det udfolde sig. Det er måske en del af supervisandens udtryksform? Måske et emne? Måske en skal om en svær problematik.

Første fase i samtalen er altså at etablere en tilstedeværelse og en kontakt indad og imellem de to.

En fokusering: “smid krogen ud på dybt vand” – der svømmer ingen fisk i strandkanten. Det handler om det enkle: den dominerende følelse, den stærkeste, sværeste tanke, den vigtigste begivenhed, så tæt på et “det”, som muligt.

2. I anden fase udfoldes historien.

At spørge og at lytte bliver konstant sammenvævet. Men i måden at fortælle om det konkrete på, viser sig ofte tilbagevendende elementer. Ligesom i de første sætninger.
Derfor må lytningen på flere planer må understreges her.

Teksten
Der er tale om lytte til den fremsagte tekst, forstå ordene, meningen. Og hvis ikke, så spørge. Det er ukompliceret.

Følelserne.
Der er også tale om empatisk lytten, at lytte til og sætte sig ind i den andens følelser.
Empati er en evne til at føle sig ind i og at forstå andres følelser.
Først opfatter lytteren en følelse, som den anden har. Så følger signaler om at lytteren har forstået den anden. Og så følger signaler om at lytteren værdsætter den andens følen sig forstået.
Forhindringer: lytteren kan være optaget af sine følelser og behov. Eller kan savne evne til at opfatte andre.
Egen historie og ”forsvar” hos lytteren eller manglende øvelse i at klare følelsesmæssige forløb.
Eller dårlig motivation for at lytte til pågældende vil stå i vejen.

Underteksten.
Det er i regelen vigtigt at lytte til underteksten, hvad der kræver en slags afslappethed og lidt adspredthed, en slags “frit svævende opmærksomhed”, som får formen i det sagte til at træde tydeligere frem end indholdet.
Den skjulte tekst, underteksten, er ofte gemt i ordvalg, i formuleringer og i manglende overensstemmelse mellem form og indhold. Forskelle, der på et tidspunkt kommenteres.

Tiltalen.
I næsten al vor tale – også på skrift – er en tiltale. Vi retter os imod én eller anden. Måske skal denne videregive det, vi siger eller blot modtage.
Tiltalen kan være mere eller mindre åbenlys/skjult, direkte eller indirekte.. Somme tider er tiltalen en appel: “Hør nu godt efter”. Somme tider er den en indirekte smiger: “Ethvert fornuftigt menneske kan jo indse at…” Den kan også være indirekte truende:
“Nu har jeg fortalt denne historie til Gud og hvermand, men ingen tror mig” betyder, at “jeg har på forhånd mistillid til dig”.
Nogle gange vil fortælleren narre dig til at tro, at du er den eneste fortrolige . “Lov mig ikke at sige dette til en levende sjæl”.
Så: hvad er henvendelsen?

Modsætninger
Vi lytter med alle sanseorganer, ved at se og ved at lugte og føle, måske “smage på ordene”. Men vigtigst: hørelsen og synet.
Minespillet, kroppen, påklædningen, udseendet er en del af fortællingen.
Den altid tilstedeværende ubevidste løgn, at man skjuler sig, samtidig med at man viser sig….skal ses som en del af fortællingen, mere end som en modsigelse.
Men der kan være modsigelser imellem stærke følelser og en facade.
“Jeg har aldrig været vred på min kone og jeg har altid respekteret hende” kan siges morderisk. Det gør lytteren forvirret, fordi budskabet er dobbelt. En dobbelt-binding.
“Rører du så meget som en lillefinger, er du dødsens” kan siges med en mild ro.
Modsigelserne kan binde lytteren, som derved ophører med at være en god lytter. I sådanne situationer må lytteren kommentere dobbeltheden, for at komme ud af den. Det er befriende for lytteren, men også for den talende.

Lytte til egne følelser
Som lytter og fortæller er det vigtigt at tillade sig at bemærke egne følelser?
Mange af os har lært ikke at mærke – fra barndommen. Eller har lært kun at bemærke bestemte følelser, mens andre er “forbudte”.
Positive følelser som varme og sympati er ofte lette at genkende. Det er sværere med følelser som rædsel, vrede og foragt for andre eller selvforagt.
Især når disse følelser forekommer ulogiske i sammenhængen eller måske er uforklarlige i en ellers venlig atmosfære, er det vigtigt at tage dem alvorligt og lytte til de budskaber, de bringer med sig. Dels kan der være f.eks. en forsætlig eller skjult trussel i fortællerens fremstilling, måske især i måden, han tiltaler dig på, dels kan det være sådan, at han eller hun ubevidst placerer en følelse hos dig. Du føler dig bange, fordi fortælleren føler sig bange.

Hjælpeløshed, uro, ensomhed, forladthed kan være sådanne ordløse følelser. Som hovedpersonen ikke selv véd at hun overfører, og derfor heller ikke forstår, hvis den anden trækker sig fra, og dermed retraumatiserer hovedpersonen.
I offentlige jobs indlæres ofte en korrekthed og pænhed, som indebærer ikke at mærke sine egne følelser, eller ikke at udtrykke dem.
At følelser fra fortælleren mærkes i den lyttendes indre kender vi alle.
Det er nyttigt at sige dette højt, dels for at undgå forvirring, dels for at gøre følelserne tydelige, så de kan bearbejdes.

Lytten til egne følelser giver ofte vigtige informationer om klienten. Lytterens følelser er en vigtig del af fortællingen. De er ikke nødvendigvis en hindring, men en uddybning.

Den ubevidste strøm
Ud over den bevidste strøm af ord mellem de to i samtalen, er der en ubevidst strøm, som til tider hindrer, til tider forstærker de budskaber, der fremføres.

Det er en lytten gennem dit indre, som der i samtalen må gives plads til. En drømmende tankeleg, en slags kaotiske associationers dans, der overladt til sine egne betingelser, med tiden vil danne et meningsfuldt mønster. Det meningsfulde, som udkrystalliseres af dette kaos, vil dernæst formidles fra den lyttende til den, som taler, og indoptages forhåbentligt som noget mere meningsfuldt.
Det svarer til afspændt at lade den tilsyneladende usammenhængende tekst flyde ind i os.

Det kræver en kontemplativ rummelighed, hvad angår tid, rum og psykologisk sindstilstand.

Supervision kan bestå i blot at lytte. Den anden fortæller og erkender sin historie, fordyber og undersøger den selv.
Men i regelen søger vi supervision for at få hjælp til udforskningen.

3. Afklaringer, også af kontekstoplevelser.

Det er nødvendigt med mere og mere afklarende spørgsmål. Det er et spørgsmål om at kunne se, mærke, lugte, høre, ”smage” det, supervisanden siger.

For mig er det et spørgsmål om undersøge det jeg kalder landskabet konkret. Hvor er vi? Sammen med hvem? Hvad siges?
Svares? Stemninger, følelser, tanker? Være i begivenheden, tale fra begivenheden, ikke om den.

De afklarende kan f.eks. være:
Hvilken situation vil du gerne tale om?
Hvad er der sket i sagen?
Hvornår skete det?
Hvem er involveret?
Er der andre end dig, der er bekymret for situationen?
Hvem er mest bekymrede?
Hvordan viser bekymringen sig?
Hvem er mindst bekymret?

I denne fase er det nyttigt at tænke i begrebspar. Hvornår er det nyttigt at svare med :

  • Udvidende over for afgrænsende gensvar.
  • Kognitive over for affektive gensvar.
  • Konfronterende over for tildækkende gensvar.

Med til afklaringen hører evt. afklaringen af supervisandens oplevelse af konteksten. Her er det de cirkulære spørgsmål, der er med til at udvide billedet – til at kaste lys over sammenhæng og mønstre, der har betydning.

Eksempler på cirkulære spørgsmål:
Når du farer op over ikke at kunne få en klar melding, hvad gør din leder så?
Når han gør sådan, hvad gør så viceforstanderen?
Hvad synes din leder er det mest rigtige at gøre i en sådan situation?
Hvad tror du den andens gode ven ville ønske, du ville sige eller gøre?

Man begynder med én person og udvider perspektivet med spørgsmål, der forbinder den ene person med den anden, udvider til flere, således at alle relevante personer og faktorer er inddraget.

Det vigtigt at blive ved med at være opmærksom på supervisandens centrale ord og billeder.

4. Forestillingerne – mønstrene.

For at få adgang til de indre forestillinger må samtalen have en karakter af leg Af frie associationer.

Kan samtalen få en særlig sjælfuld karakter, som f.eks. aktiviteter uden ”mål og med” har, som vindens leg med træet, eller barnets leg med sine egne tæer? Det kræver at supervisor legaliserer dette med spørgsmål og egne forestillinger.

Det ligger i legens natur at engagere imaginationen eller den indre forestilling.
Det latinske ord imaginatio har stammen imago. Imago har en bredere betydning end “image”, billede. Ifølge de sproglige rødder betyder det “i vandet” eller “den spejlede ting i vandet”, “at kaste ind i sjælen”. Bruger vi begrebet “forestilling”, indre forestilling får vi fat i, at der er tale om mere end et billede af noget. Når vi forestiller os noget, kan det være lyde, rytmer, bevægelser, handlinger, talte ord . I drømme f.eks. sanser vi en svømmers bevægelser, eller oplever handlingen at dræbe, eller lytter til lyde.

Bevægelser, ord, visuelle billeder, handlinger, lyde og rytmer kan forekomme som i drømme. Vi har ingen magt over dem. Pludselig er de der. Vores kreativitet tillader os at modtage dybt psykisk materiale, kæmpe med det og ændre det. Ikke mærkeligt at kunstnerisk kreativitet altid var en del af ritualerne, der skulle opretholde eller genvinde sundhed.

5. Dialogen med eget materiale – en mulighed for udvidelse af dialogen.
Opfordringer til at tale til og fra noget konkret, f.eks. hovedpersonen og en forestillet klient eller samarbejdspartner, eller mellem to følelser eller motiver eller mellem andre udtryk.

Når jeg lader mig føre af den opdukkende historie bliver historien, der dukker frem, min vejleder. Når jeg lader den tale, taler den tilbage til mig. Det er ikke særlig hjælpsomt at tale “om” noget uden at være til stede i det.

Metoden er at betragte materialet, hvad enten det er en samarbejdssituation eller billeder, historier som sjælfulde. Vi nærmer os dem, som vi ville nærme os en person, som ikke bare kan forklares.

En person kan ikke kaldes “afhængighed”, “depression” eller andet abstrakt (ikke når du står over for personen – men nok i journaler og akademiske rapporter). At tale om… er fra ego-ets perspektiv, som kontrollerer. Fra distancen i stedet for oplevelsen. Når jeg taler med… engagerer jeg mig i det, jeg taler med, som en nytilkommen. Det bliver ikke reduceret til abstrakte generalisationer.
Og det andet vil svare, ligesom et digt siger til digteren “nej, ikke det ord”. Eller ligesom en drøm siger: “læg mærke til mig!” Billeder taler til os igennem Psyches sprog.
Vi kan tale til en dans, et motiv i et stykke musik, en figur i et teaterstykke eller en historie på samme måde.

6. fase er domineret af de såkaldte refleksive spørgsmål eller læringsspørgsmål. Hvor supervisanden støttes i at se sig selv udefra. Man inviteres til at reflektere over situationen, men lige så meget over éns egen måde at agere på. Disse spørgsmål er ofte fremtidsrettede.
Inkoporeringen eller integrationen af det materiale der har været fremme, er sigtet med dette punkt.
Det ligger i naturlig forlængelse af dialogen eller er en ny dialog om sammenhængen imellem processen der netop har været udfoldet og dagligdagen.

Eks.:
Det, der lige er sket, kan du kende det ? i f.eks. en arbejdsmæssig situation?
Hvad er nødvendigt at gøre for at føle dig som en god lærer i denne situation?
Hvad kan du se for dig at du selv gør, som ville få dig til at føle dig som en dårlig lærer?
Hvad er forklaringen på at lederen gør som han gør?
hvis I pludselig ikke havde samarbejds- og ledelsesproblemer på skolen, hvad ville jeg så se dig gøre anderledes? hvad ville jeg høre dig sige?
Hvor påvirket og hvordan har du været af sagen?
Hvis denne vejledning har god effekt, hvad vil du så gå ud og gøre anderledes?
Hvad er du så blevet klogere på?
Hvis jeg skulle være en elendig vejleder, hvad skulle jeg så råde dig til, som kunne sikre at intet ændrede sig?
Hvilke personlige egenskaber tror du dine studerende værdsætter hos dig?

7. fase: slutningen/landingen.

Hvad tænker og føler du nu om dig selv og samtalen?
Hvordan går du herfra?
Hvad tager du med herfra?
Hvad har du brug for?
Hvordan går du videre herfra?

Steen Lykke

FacebookTwitterGoogle+Del